Brev fra H.C. Andersen til Georg Brandes (13/07-1869)

Brev fra H.C. Andersen til Georg Brandes Ligger brev fra 26.7. (det korte), Bredsdorff, Brandes-bogen s.71 sammen med side et??? “Rolighed”, Østerbro, Kalkbrænderiet. den 13 Juli 1869. Kjære Ven! Seent iaftes modtog jeg Deres Brev, De havde sendt det til min forrige Bopæl paa Kongens Nytorv, denne har jeg imidlertid opsagt for over en Maaned siden. Jeg underrettede Postvæsenet om hvor hen Brevene maatte sendes, naar jeg skulle erholde samme, men “Fodposten”, til hvem De afgav Deres, maa ikke have faaet Beskeed. Jeg reiste ud til Basnæs ved Skjelskjør og kom først her tilbage forrige Onsdag; jeg boer indtil videre ude hos Gross: Melchiors. Ude paa Landet skrev jeg et nyt Eventyr: Hvad Tidselen oplevede og samlede Materiale til en Historie som længe har opfyldt mig, denne er i disse Dage blevet nedskrevet og derfor har jeg hverken besøgt Udstillingen i Kongens Have eller seet Roefartøierne. Jeg var ganske alene hjemme i Søndags. Ud paa Eftermiddagen saae jeg tilfældigvis Illustrerede Tidende og læste hvad der stod om “Andersens Eventyr”. Jeg blev glad ved at see Deres Mærke derunder, idet jeg længe har ønsket at De udtalte Dem om eet eller andet af mine Arbeider, De veed med hvilken Glæde jeg altid har læst og læser Deres Kritik, idet jeg i den fornemmer Aand og Hjerte, ja altid lærer Eet og Andet. Dette har jeg nok ogsaa udtalt for Dem. De har med Kløgt og Ungdommens Inderlighed seet lige ind i Hjertebunden hos mine smaa aandelige Børn og jeg følte under Læsningen en Glæde, som jeg ønsker maa af Gud blive Dem gjengjældt. Deres Udtalelse om min Maade at fortælle paa er saa rigtig og betydende fremsat at jeg igaar i et Brev til min Forlægger i New-York omtalte samme og lovede ham de omtalte Nummere tilsendt i Krydsbaand. Iaftes, som sagt, modtog jeg Deres Skrivelse, ogsaa hjertelig Tak for den; dog maa jeg, med Hensyn til dens Begyndelse, sige, at jeg antager at denne er Skjemt og ikke Alvor. Ingen er mere end jeg, i en tidligere Tid, blevet haardt og skaanselsløst behandlet af hvad man kaldte Kritik, den gjorde Alt for at udslette og ødelægge mig, jeg taug og leed. Hvorledes har ikke Heiberg, Hertz og Paludan-Müller bidt fra sig, ved Angreb hvor man dog viiste dem Agtelse. Hauch roste mig engang for den Taalmod, hvor med jeg taug. Hvor uretfærdig og ond var ikke Maanedskriftet for Literatur mod mig; læs engang derom, alene een af Anmærkningerne til Paludan-Müllers Trochæer og Jamber. Hvor tidt sagde ikke min eneste opmuntrende Ven H.C. Ørsted “Man er i høieste Grad uretfærdig mod Dem, og det er forbausende hvorlænge det varer ved, men jeg har den fulde Forvisning om at der vil komme en Tid, der udtaler sig ganske anderledes og at De vil blive tilfreds med Kritiken i Hjemmet, som De nu kan være med den fra Udlandet.” Den Tid er kommet. Den unge Slægt gjør godt hvad den ældre forbrød, og De kjære Ven, er mellem de unge Mænd jeg skatter og sætter Priis paa. Den tomme, slette, ondskabsfulde Kritik har jeg slaaet til for dens Bjæf, og det vil jeg endnu gjøre, gammel Regning maa afbetales, men naar De læser mit Livs Eventyr vil De see med hvilket varmt Hjerte, men hvilken Taknemlighed jeg erkjender og bevarer hver mild Dom, hver Opmuntring. Mit Hjerte er ikke snævert for Taknemlighed! Vi ville en Dag tale sammen om Alt hvad jeg her har berørt, men nu først og fremmest vil jeg takke Dem for det Hjertelag og de Aandens Øine hvor med De læser mig; det Lys De for Mange lader falde over mine Digtninger. De tager ikke Digterens Arbeide, for ved dette at belyse Deres egen Aandrighed og Overlegenhed, men for at glæde Dem og Andre over det Skjønne deri, og saa pille et og andet vissent Blad bort, som ikke skal være der, men hører med i Menneskenes Værker. - Jeg glæder mig særdeles til at læse Afhandlingen i sin Heelhed, og vil senere tale med Dem om Eet og Andet. Gud give Dem Fremtid, som han har givet Dem rige, lykkelige Evner. Deres Ven H.C. Andersen Til Hr Cand. m. Brandes.