H.C. Andersen-klip: Djævlemo'er, "Teuflin kleine Kinder fressend" (Klip i hvidt papir)
"Djævlemo'er", "Teuflin kleine Kinder fressend", klip i hvidt papir af H.C. Andersen til overlærer Lunds børn. Et af fem helt usædvanlige papirklip, i den forstand at de både er navngivne og daterede. Alle klippene er lavet den 18. august 1850. På det tidspunkt havde H.C. Andersen i knap to uger befundet sig på herregården Corselitze og skulle nu fra Nykøbing Falster til København ombord det nye dampskib "Vildanden". Men Tre-årskrigen rasede og skibet skulle bruges af den danske marine, så Andersen måtte blive i byen. Her mødte han hos katedralskolens rektor en lærer og digter ved navn Georg Frederik Wilhelm Lund. Lund havde på det tidspunkt tre drengebørn - og det er til de tre drenge, at klippene er lavet. Familien Lund har siden gemte de fine papirklip til eftertiden gennem seks slægtsled. På en seddel er titlerne nedskrevet: Vi har den velkendte møllemand, som har titlen "Møllefa'er", der er også en kvindelig version af dette motiv, som hedder "Møllemo'er", herudover "Luftballon" og "Sommerfugl" og endelig noget så ejendommeligt som "Djævlemoer" med den tyske tilføjede titel "Teuflin, kleine Kinder fressend" (Djævlemoer, der spiser små børn). Og vitterligt. Klippet forestiller en kvindeskikkelse med et menneske i munden! At de fine papirklip alle er navngivne er meget sjældent og noget ganske særligt, da vi får indblik i digterens tanker og hans klippekunst, og bidrager til forståelsens af H.C. Andersens mangfoldighed, uforudsigelighed og ”skæve” personlighed. Fredag den 3. marts 2017 modtog huset besøg fra Tyskland. På vegne af sin far, Knut Lund, kom Dirk Lund til museet for at overdrage fem papirklip af H.C. Andersen til museets samlinger. Det var familiens ønske, at digterens papirklip, som var en gave fra digteren til familien, skulle vende "hjem" uden at der skulle være penge involveret.
ID: | HCA/2017/33 |
---|---|
Produktion: | 1850-08-18 - 1850-08-18 |
Mål: | højde: 166 centimeter x bredde: 168 centimeter |
Yderligere oplysninger
Licens: | CC BY-SA |
---|
Tekniske oplysninger
ID: | HCA/2017/33-i153831 |
---|